Klinik åbner på Lyne Kro & Hotel 

Et helt nyt tiltag har set dagens lys i Lyne. Klinik Zheng Qi er flyttet ind på hotellet.

Den 9. maj åbner Grace Acosta Andersen sin klinik Zheng Qi på Lyne Kro & Hotel, hvor der både vil blive tilbudt massage, zoneterapi, akupunktur og andre behandlingsformer.
Grace er svigerdatter til forpagter af Lyne Kro & Hotel, Hanne Andersen, og hun er oprindeligt uddannet massør i Spanien, hvor uddannelsen er meget krævende. Ydermere har hun uddannet sig inden for zoneterapi og akupunktur.

– Siden jeg kom til Danmark i 2009, har jeg haft et stort ønske om at åbne min egen klinik. Det er nu blevet muligt med støtte fra min mand samt mine svigerforældre, lyder det fra en glad Grace Acosta Andersen, der tilbyder mange former for massager og alternative behandlinger, som grundlæggende tager udgangspunkt i de behov den enkelte måtte have.

Hun oplyser blandt andet, at der er visse typer af lidelser hun ikke vil behandle, før en læge har sagt god for den behandling, hun kan tilbyde.

– Det skyldes, at en behandling, i specielle tilfælde, kan gøre mere skade end gavn, og derfor er det meget vigtigt, at man er ærlig omkring de lidelser, man har. Jeg har en professionel tilgang til mit håndværk, og vil kun mine kunders bedste, ellers kommer de jo heller ikke igen, forklarer hun.

Klinikken åbner i samarbejde med Lyne Kro & Hotel, og med indgang fra gaden såvel som direkte fra hotellet giver det kunder i nærområdet, og hotellets gæster, muligheder, som kun de store hoteller kan tilbyde.

Et nyt tilbud i fritidscentret i Varde 

Den 9. oktober 2015 er kliniknavnet “Zheng Qi” rykket ind i Fritidscentret i og tilbyder flere forskellige alternative behandlinger.

Med udgangspunkt i uddannelsen som fysiurgisk massør og zoneterapeut  har 36-årige Grace Acosta Andersen indrettet klinik på Fritidscentret i Varde.

Behandlingen er effektiv til overbelastede og smertende muskler eller i forbindelse med skader og genoptræning. Hun er desuden også uddannet zoneterapeut, akupunktør og fitnessinstruktør, og ser sig selv som et godt supplement til det etablerede behandlingssystem.

– Jeg anvender forskellige massageteknikker og redskaber til at gennemarbejde kroppen som enhed. Massage skaber blodgennemstrømning i musklerne og har i de fleste tilfælde også en positiv indflydelse på en anspændt eller stresset psyke, fortæller Grace, der er født i Ecuador, er uddannet i Spanien, har læst sprog i England og nu bor i Lyne ved Varde.

http://www.vardefritidscenter.dk/massage